Træerne vokser næsten ind i himlen for Ulrich Johan Kudahl denne sommer. Han er i gang med at gennemføre to semestre på det ansete amerikanske Harvard University og han modtog d. 14 juni The McKinsey award bl.a. for hans flotte akademiske præstationer, men i særdeleshed for hans lederskab i Biotech Academy.
|
Hvert år uddeler konsulenthuset McKinsey & Company The Mckinsey Award til DTU-studerende, som har markeret sig fagligt og personligt. Prisen er forbundet med stor prestige og ikke mindst med en solid pengepræmie.
Derfor er der også rift om at priserne, som man kommer i betragtning til ved at sende en ansøgning.
Men det er ikke let at kvalificere sig til en plads i vindergruppen - og så kan man faktisk sige at det er en lang proces.
I modsætning til flertallet af priser til studerende uddeles den nemlig ikke som afslutningen på en konkurrence, kongress eller eksamen, men derimod gives den til de som i årevis har gjort en forskel ved hver dag at bidrage til at højne fagligheden, inspirere medstuderende og bidrage til fagets udvikling. |
|

Ulrich Johan Kudahl læser bioteknologi på DTU, og er han pt. i gang med at læse et semester på Harvard University
|
Lederskab og faglig styrke
Med et ansøgertal, der hvert år nærmer sig 250, og kun 3 priser til uddeling i år, var der kamp til stregen. Så selv om Ulrich bl.a. kan prale af gennemsnit, der nærmer sig 12, så var det i sig selv ikke nok til at sikre sig prisen.
For de fleste studerende kommer biotekstudiet heldigvis også til at handle om andet end pensum. Internationale oplevelser, arbejde i studenterorganisationer, faglige konkurrencer og politisk engagement er bare nogle af de ting, som typisk fylder på studiet, og dét er i den grad også tilfældet for Ulrich.
I forbindelse med overrækkelsen, der foregik ved en middag i McKinseys danske hovedkvarter for de 30 bedst kvalificerede ansøgere, var juryen imponeret over, at Ulrich havde været i stand til at opretholde et højt fagligt niveau på sit eget studium, samtidig med, at han har stået i spidsen for studenterorganisationen Biotech Academy, der med stor succes arbejder for at udbrede kendskabet til bioteknologi blandt landets gymnasieelever.

Udover at Ulrich var leder af Biotech Academy fungerede han også som underviser. Billedet stammer fra Biotech Academys hjemmeside
Om arbejdet med Biotech Academy siger Ulrich selv:
”Biotech Academys succes er baseret på hårdt arbejde fra en hel række talentfulde studerende, som alle brænder for at dele deres begejstring for naturvidenskab med andre.”
Bedst af de bedste
Da Ulrich desuden fungerer som underviser for både gymnasie- og universitetsstuderende var Juryen faktisk så imponeret, at de tildelte Ulrich 1. præmien i årets konkurrence. Med prisen følger ikke bare æren og 20.000 kr., men også et netværk inden for konsulentbranchen og blandt andre elitestuderende, som kan blive værdifuldt, når Ulrich om kort tid er færdig med studiet.
”Det er naturligvis en stor ære og anderkendelse at modtage McKinsey prisen. Jeg kan alllerede nu afsløre at en del af præmien vil blive brugt til en tur New Hampshire, hvor målet er at bestige Mount Washington. Ud over selve præmien er kontakten til McKinseys konsulenter, en helt unik mulighed, som uden tvivl vil komme mig til gode i fremtiden.”