EnglishDTU.dkIndeksKontaktTelefonbogPortalenWebmailMedarbejderindgang

Motion på pille

Nyt forskningssamarbejde giver langt dybere forståelse af, hvordan motion påvirker kroppen på mikroniveau og muliggør helt ny former for forebyggelse og behandling af type-2 diabetes, overvægt og hjerte-kar-sygdomme.

Selvom emner som motion, fysisk træning og sundhed fylder mere i den offentlige debat end nogensinde før, ved vi ikke nok om, hvordan motion påvirker kroppen på celle-niveau. Det har Post Doc. Pernille Nordby på DTU Systembiologi sat sig for at lave om på.

 

Vi mangler det sidste skridt
Der forskes i motion som aldrig før, og der går ikke en uge uden, at der publiceres nye resultater, som viser, at fysisk træning under forskellige former kan forebygge sygdomme eller forbedre vores livskvalitet. Ifølge Post Doc på DTU Systembiologi Pernille Nordby, er der også i Danmark tale om innovativ forskning på højt niveau, alligevel mener hun, at man med nye typer af samarbejde kan komme et meget langt skridt videre:

 

”Der laves mange forsøg, der f.eks. undersøger sammenhængen mellem fysisk træning og vægttab, og den type forskning er hele grundlaget for at forstå, hvordan motion påvirker kroppen. Men der ligger fantastiske nye muligheder i at koble forskningsfelter på, som ikke traditionelt er integreret i dette område.”

 

Derfor har Pernille Nordby efter at have færdiggjort sin Ph.d. henvendt sig til DTU Systembiologi for at etablere et nyt samarbejde mellem biologer, kemikere og humanfysiologer, og med i bagagen har hun opsigtsvækkende resultater at basere det nye samarbejde på.

 

Fysisk træning og bearnaise
I samarbejde med Lektor Kristian Fog Nielsen og Lektor Lars Hellgren fra DTU Systembiologi tager Pernille Nordby udgangspunkt i forsøg med overvægtige yngre mænd, som hun har fulgt i en periode på mere end tre år.

Her har hun blandt andet fundet ud af, at motion og gerne den intensive af slagsen har nogle sundhedsfremmende effekter, som man ikke tidligere har været i stand til at isolere:

 

”Vores undersøgelser viser, at mennesker, der regelmæssigt får pulsen helt op i det røde felt, bliver markant slankere omkring livet og reducerer mængden af fedt mellem organerne. Og det i langt højere grad end de, der blot reducerer kalorieindtaget. Faktisk synes den intensive træning at være så effektiv i forhold til at reducere det farlige fedt, at resultaterne kan opnås uden, at man taber sig nævneværdigt i øvrigt.”

 

Samtidig forbedres insulinfølsomheden hos personer, som 3-4 gange om ugen, i forbindelse med den daglige fysiske aktivitet, i korte intervaller kommer op på en puls omkring 80 % af det maksimale eller derover.

 

På den baggrund er det sandsynligt, at fysisk træning, hvis man ellers gør det ofte nok og på den rigtige måde, er mere effektivt end vægttab og kostændringer, når det kommer til at forebygge de alvorligste livsstilssygdomme – f.eks. type 2 diabetes og nogle typer af hjerte-kar-sygdomme.

 

Det er med andre ord ikke kosten, men den raske gåtur fra bussen – eller endnu bedre den (den korte)løbetur i højt tempo eller det intensive badmintonkamp med ærkerivalen, som man bør prioritere:

 

”Hvis valget står mellem fysisk træning og bearnaise eller fysisk inaktivitet og gulerødder, så ser det med andre ord ud som om bearnaise-modellen er at foretrække. Vi har nu taget fat på at kortlægge præcis hvorfor.” siger Pernille Nordby.

 

 

 

 

running

 

Man behøver hverken at løbe i aftensolen eller tage i fitnesscenter eller nogle af de andre motionsformer, som folk ofte forbinder med at tabe sig. Det vigtigste er bare, at pulsen kommer over 80 % af det maksimale 

 

 

 

Kræver udstyr på topniveau
Og med det mener hun, at projektets mål er at kortlægge, hvad der egentlig sker i blodet, musklerne og fedtet hos de testpersoner, der får fysisk træning introduceret i deres dagligdag.

 

”Vi vil grave dybere end man har gjort før.  Vi vil også forklare baggrunden, og det kræver i første omgang en meget præcis kortlægning af kroppens processer hos testpersonerne. En kortlægning, der kun er mulig fordi vi på DTU råder over noget af verdens mest avancerede udstyr inden for områder som f.eks. screening af komplekse prøver med væskekromatografi (UHPLC) og høj-resolution masse-spektrometri (HRMS).”
 
Forklarer Pernille Nordby og afslutter med at tegne perspektiverne for projektet:

 

”Vi vil snart vide meget mere om, hvordan motion booster sundheden, og vi vil bl.a. udforske nogle af de ’hvide pletter’ på ’fedtforbrændingskortet.’ Når vi ved mere om, hvad der sker inde i kroppens fintmaskede ”signalsystem” i forbindelse med, at sundhedstilstanden forbedres ved daglig fysisk aktivitet, så kan vi bedre udnytte træning som behandlings- eller forebyggende forløb.”

 

Det betyder ikke blot, at det bliver muligt at tilrettelægge målrettede træningsprogrammer, der er langt effektivere, end dem der bruges i dag, men også at der er mulighed for kunstigt at introducere de stoffer, som starter fedtforbrænding, muskelopbygning og bedre insulinfølsomhed. Det kunne i teorien være i form af en pille eller en injektion.


03.05.12 af
TopTilbage
Søltofts Pladsbygn. 2212800 Kgs. LyngbyTlf. 4525 2600CVR-nr. DK 30 06 09 46EAN-nr. 5798000430273
Cookies